... Foråret kommer, sommeren er nær. De skandinaviske skove genlyder af fuglestemmer,
insekters summen, og vindens susen i trætoppene …

... Men før I tiden var der andre klange, som var ligeså naturlig en del af skovens sommerklange, og den var skabt af mennesker. Det var hyrdernes kald og musik. Disse klange med rødder helt tilbage til før vikingetiden gjaldede i skovene og bar beskeder mellem sætrene eller fæboderne. Landskaberne genlød dog også af melodier, som blot udtrykte hyrdernes glæde ved at spille eller synge de skønne toner i en leg med ekkoet fra skoven.

Det var nemlig her i de dybe skove, langt fra landsbyerne, at kvinderne om sommeren levede sammen på sætre og i fæboder. Her sørgede for at fede dyrene op til vinteren. De lavede smør og myseost, og der var liv og klingende bjælder i skoven. Iblandt kunne et par karle komme på besøg, men det meste af tiden levede kvinderne isoleret, og der var langt mellem de små samfund. Men det var naturligvis vigtigt alligevel at kunne kommunikere med hinanden, hvis f.eks. et dyr var blevet væk, eller man selv var i umiddelbar fare. Dertil anvendte man sig af højt klingende instrumenter som langlur og vallhorn eller en helt speciel sangteknik (kulning), som kunne høres over store afstande. Men det var også vidunderligt blot at spille i den smukke natur. Mange af hyrderne havde sine favoritsteder i skoven, hvor akustikken var særlig god, og dér gik de gerne hen efter dagens arbejde for spille et par særlig smukke melodier eller ligefrem en salme. Senere kunne de så sidde ved ilden og synge viser, fortælle historier eller spille på seljefløjte og spilåpipa...

Både klangene og melodierne er helt enestående. Så mange begræd det, da der  blev mere og mere stille i skovene i begyndelsen af det 20 århundrede, hvor sæter- og fæbodskulturen begyndte at dø ud. Heldigvis lykkedes det i sidste øjeblik at samle rigtig mange af de bedste udøvere og tillige at få skrevet utallige af de urgamle melodier ned, så andre herefter kunne spille dem for fornøjelsen skyld. Derfor døde traditionen aldrig ud.

Det hører dog hører til sjældenhederne at få lov at opleve historiens vingesus gennem denne musik. Men det kan man med sangerinden Helle Thun og musikeren Poul Høxro, når de med sang og autentiske instrumenter bringer disse urgamle klange fra skoven til live igen. Velkommen!

Kulning er en speciel sangteknik, som er udviklet gennem århundrede i den skandinaviske sæterkultur, så hyrderne med sang kunne kommunikere med hinanden eller deres dyreflokke. Selve ordet kommer fra det svenske "Kuh-lock" (ko-lokkeråb). Sangen foregår i en slags råb i et usædvanligt højt leje og den er på samme tid dynamisk og meget smuk. Hvor langt denne tradition går tilbage er svært at sige, men der er enighed omkring, at når vikingernes vølver - altså deres præstinder - "galdrede" deres besværgelser, så var der sandsynligvis tale om denne nordiske, vokale urklang. Ordet "gale" nemlig hentyder til en høj, skarp og gennemtrængende stemmekarakter, præcis som den udføres ved "kulning".

Vallhornet er fremstillet af et horn fra enten gedebuk eller ko. Spidsen er skåret af, så man kan blæse i det og lyden dannes med læberne som på en trompet. Desuden er hornet forsynet med et antal fingerhuller, så man på den måde kan spille melodier på det. De ældste, kendte skandinaviske horn af den type er fra Sverige. Et fra det 6. århundrede og et andet – helt indtakt [!] – fra 900-tallet. Et lignende horn måske fra middelalderen, men af træ, er fundet I Danmark. Hornet har en absolut enestående klang. En skovens stemme der kan frembringe helt specielle og betagende melodier.


Langluren er i modsætning til de berømte, svungne bronzelurer helt lige og lavet af træ beviklet med birkebark. En lang trætrompet, så at sige, men kaldt lur. De ældste af den slags lurer er faktisk fundet i Danmark, og de er mere end 1500 år gamle. I Norge er der fundet en sådan lur fra vikingetiden. Den stammer fra en grav i Oseberg, hvor en fyrstinde, eller ligefrem en vølve, blev gravsat i et prægtigt vikingeskib, og blandt de utallige skate og brugsting hun havde fået med sig i skibet var også en langlur. Instrumentet fungerer som et almindeligt signal- eller jagthorn og har en smuk og stor klang, der når vidt omkring.

Som over hele verden fremstillede hyrderne i både Danmark, Sverige og Norge naturligvis også fløjter, som de kunne fordrive tiden med at spille på, når de passede dyrene eller slappede af om aftenen. Én af de mest særegne kunne dog kun høres om foråret og noget ind i sommeren. Det var seljefløjten. Kun i forårsmånederne kan man nemlig løsgøre hele barkrør fra de tynde grene og deraf lave denne helt unikke overtonefløjte. De tynde barkrør holdt dog kun et antal uger, og når man ikke længere kunne fremstille flere, måtte man spille på dem, man havde nået at lave og så ellers pænt vente til næste år med at forsætte øvningen. Derfor blev denne fløjte med sin helt særlige skala virkelig kendt og værdsat som en sand forårs- og sommerbebuder.

Spilåpipan er en lille fløjte med en intim og inderlig, smuk klang. Den er specielt knyttet til Dalarna i Sverige, og kunne egentlig være en direkte efterligning i træ af de benfløjter, som er alle fløjters forfædre - og som også kunne høres i visse dele af Sverige og Norge helt ind i 1800-tallet.


Koklokker og gedebjælder

Klokker og bjælder var også en del af skovens lydlandskab, når flokke af dyr med deres klokkehalsbånd græssede i den frugtbare skovbund. Havde et dyr fjernet sig fra hjorden, kunne lyden fra den lille bjælde gøre det så meget lettere at finde det igen. Og dyret kunne høre, hvor flokken var - eller som hos køerne, hvor den erfarne lederko blev forsynet med en særlig stor og genkendelig koklokke, som de andre så fulgte.
Både bjælder og klokker har tusindårige aner. Her i skandinavien har man bl.a. fundet en helt indtakt koklokke fra 900-tallet på Gotland.