| Poul Høxbro har opnået international
anerkendelse for sit store arbejde med at genskabe en middelalderlig spillestil
for instrumentkombinationen af enhåndsfløjte og tromme .
Det var dog en ni måneder lang musikalsk dannelsesrejse rejse (1981-82) i Peru, Bolivia og Argentina, der blev afgørende for Poul Høxbros beslutningen om en musikalsk løbebane. I 1986 blev han optaget på Det fynske Musikkonservatorium med blokfløjte som hovedfag. Han tog diplomeksamen i 1992 og debuterede fra solistklassen i 1994 med usædvanlig rosende omtale. Gennem studietiden beskæftigede PH sig overvejende med ny kompositionsmusik. Dette førte til uropførelser af både kammermusik og solostykker, og så forskellige komponister/musikere som Aksel Borup Jørgensen og Palle Mikkelborg har tilegnet ham soloværker for blokfløjte. Fra 1994 til 2000 underviste han på Det Fynske Musikkonservatorium, hvor han var én af nøglepersonerne i opstarten af Musik/Performer-uddannelsen. I 1992 blev han sammen med sangerinden Agnethe Christensen og harpenisten Helen Davies opfordret til at lave en koncert med middelaldermusik ved den første Copenhagen Early Music Festival, og dette blev startskuddet for middelalderensemblet ALBA samt for hans indgående udforskning af den middelalderlige tradition for simultan spil på fløjte og tromme. Med brug af hele sin brogede musikalske baggrund, ved studier af tilgængeligt kildemateriale og gennem tæt samarbejde med udvalgte instrumentmagere i Europa og Australien har han skabt en spillestil, en lyd og en musik, der betragtes som historisk og kunstnerisk kompromisløs samt banebrydende indenfor sit område. Poul Høxbro har formet sin helt egen stemme og er flittigt efterspurgt på tværs af musikalske genrer og landegrænser og altid agtet for sin personlige spillestil og sin udsøgte virtuositet på både folkelige og klassiske fløjtetyper samt på historiske slagtøjsintrumenter. Han har optrådt i radio, tv og på utallige festivaler i Europa, Australien og USA med sine arrangementer af middelaldermusik for pipe-&-tromme. PH arbejder også med historiefortælling i forbindelse med sine solo- eller ensembleoptrædener. Hans beherskelse af engelsk og tysk og svensk har desuden gjort, at han udover Norden også optræder med historiefortælling i både England, Australien, USA og Tyskland. Udenfor rammerne af den tidlige og klassiske musik har Poul Høxbro blandt andre arbejdet sammen med Palle Mikkelborg, Niels Eye, Carsten Dahl, Suzanne Brøgger, Butch Lacy, Thomas Li, Christian Baltzer og Fini Høstrup. Poul Høxbro har også modtaget et antal danske musikpriser og -legater. Bland andre Ely og Peder Ove Christensens store rejselegat i 1992, Bikubenfondens Kulturpris i 1994, Laurents Bogtmann Fondens Legat i 2001 og i 2002 modtag han Radiosymfoniorkestrets hæderspris, Emil Holms Legat, for sit arbejde som middelaldermusikkens ambassadør. Poul Høxbro har indspillet 4 CDer med middelalderensemblet ALBA, én CD med Miriam Andersén i duoen Esk og én solo-CD. Alle for pladeselskabet Classico. Derudover har han medvirket ved en række andre indspilninger for henholdsvis ABC-records, Universal, Exlibris, Sony Music, Gefion Records, Move Records, Chandos og Naxos. |