Denne strofe stammer fra en vise af trouvèren Jehan Erars (ca. 1200 - 1259), og det er en af de første henvisninger, man har til  instrumenterne pibe-og-tromme spillet af én og samme person. Den første egentlige afbildning findes i El Escorial-manuskriptet med den spanske konge Alfonso den Vises store samling af Mariasange Cantigas de Santa Maria fra omkring 1260. Hvornår instrumentkombinationen blev opfundet må p.t. stå hen i det uvisse, men sikkert er det, at den havde sin blomstringsperiode i det 13., 14., og 15. århundrede, hvor den, hvis man skal tillægge de litterære henvisninger og de talrige afbildninger betydning, findes udbredt på hele det europæiske kontinent som et mere eller mindre almindeligt anvendt musikinstrument. Det kan naturligvis altid påstås, at såvel ord som billeder er blevet skabt efter litterære eller ikonografiske forbilleder, men hvis man ser bort fra dette rigide syn på historiske kilder, tegner der sig et ganske andet billede af instrumenterne pibe-og-tromme, end man kan få indtryk af ved læsning af bøger og artikler om middelalderens musik.
Det er helt tydeligt, at der i middelalderen ikke på nogen måde var tale om en musikalsk kuriositet. Ej heller findes der en entydig tendens til at begrænse instrumenternes brug til helt specifikke musikalske situationer eller en entydig samhørighed med Djævelen - eller Gud for den sags skyld. Ganske vist er de få nordiske pibe-og-trommespillere, vi i dag kan se afbildet, iført narrekostume, og vel er der mange dansesituationer i forbindelse med instrumentkombinationen, men ellers er pibe-og-tromme ganske enkelt forekommende på helt lige fod med andre af tidens almindelige instrumenter. Fra de store symbolske engleorkestre til afbildninger af den musikalske hverdag, hvor dens funktion synes at have været usædvanlig mangesidig.
På gadeplan kan den ses som akkompagnement til bjørnetæmmere, akrobater og til de af præsteskabet forhadte kædedanse. I den anden ende af skalaen optræder den i  kirkelige processioner, til royale bryllupsceremonier samt generelt i små engleensembler, hvor den hyppigt anvendes sammen med harpe og rebec. 
Imellem disse yderpunkter er den almindeligt forekommende som underholdning hos såvel høj som lav. Ofte som en del af et lille ensemble i forskellige kombinationer af harpe, lut, rebec/fiddel samt zink. Men til de forføreriske mauriske danse er den altid alene om at akkompagnere danserne. 
Pibe-og-tromme ses dog også i mere officielle situationer. F.eks. som trio ledende en infanterienhed eller på hesteryg i en kongelig festprocession og som lydkulisse til turneringer og jousts.
Alt i alt en for vor tid ganske normal beskrivelse af de fleste instrumenters virkeområder (hvis man ser bort fra turneringerne). Men i middelalderlige sammenhænge er der noget ganske unikt ved netop pibe-og-tromme. 
Man inddelte dengang musikinstrumenter i to hovedgrupper afhængigt af instrumentets lydstyrke. De kraftige som f.eks. trompeter, horn og skalmejer kaldtes haut  (høje) instrumenter og alle strengeinstrumenter, fløjter og portativ benævntes bas  (lave). De to klasser af musikinstrumenter blev som hovedregel holdt klart adskilt og optrådte ikke i samme ensemble. Men her danner pibe-og-tromme tilsyneladende en interessant undtagelse, idet den på de mange afbildninger, hvor den er repræsenteret, det ene sted spiller med trompet, skalmeje og sækkepibe, det andet med harpe, lut, psalterium, rebec og fiddel. På billederne af de store engleorkestre eller andre billedallegorier, hvor alle musikinstrumenter er repræsenteret og ofte adskilt i de to hovedgrupper, ser man ligeledes tegn på, at pibe-og-tromme ikke har haft en fast placering i en af grupperne, da den lige hyppigt synes at være grupperet som haut eller  bas. Altså en usædvanlig fleksibel instrumentkombination, der kunne høres i alle tænkelige sammenhænge, og måske en langt større del af middelalderens lydbillede, end hidtidige rekonstruktioner af middelaldermusik lader antyde.
Således tegner billedet sig frem til begyndelsen af det 16. århundrede, hvor pibe-og-tromme langsomt begynder at forsvinde fra den almene hverdag og kun overlever i bestemte regioner. Den omtales således specifikt i forbindelse med Frankrig, Nederlandene og England. I Nederlandene forsvandt kombinationen i ubemærkethed, mens den i England blev brugt som ledsagelse til Morris Dances indtil begyndelsen af dette århundrede, hvor traditionen nåede at dø ud i ganske få år, inden pibe-og-tromme fik sin renæssance i forbindelse med Morris Danse-traditionen. Men i Sydfrankrig og mange steder i Spanien samt i Peru har dette udspekulerede enmandsensemble stadig en vigtig funktion i den folkelige musik. I Salamanca- provinsen i Spanien kan pibe-og-tromme endog stadig høres i visse kirker under offertoriet. 
Og hvorfor forsvandt denne instrumentkombination så fra den musikalske hverdag? I Thoinot Arbeauís danseskole Orchesography fra 1589 gives nærmest en markedsøkonomisk årsag, idet Arbeau siger, at man på hans fars tid holdt omkostningerne nede ved blot at hyre en enkelt musiker, som spillede to instrumenter på én gang, men 'nu til dags vil selv den simpleste arbejdsmand både have oboer og basuner til sit bryllup.' Dette er næppe hele sandheden og nok heller ikke den vigtigste årsag. Denne skal snarere findes i forholdet mellem enhåndsfløjtens specifikke begrænsninger set i relation til forandringerne i det generelle tonesprog. Så længe musikken udelukkende bevæger sig inden for et kirketonalt univers med de enklere kromatiske alterationer, som er bestemt af de såkaldte musica ficta-regler, kan fløjten klare de fleste opgaver, men med et større krav om kromatisk fleksibilitet kommer den til kort. Ej heller tendensen til krav om større omfang i de skrevne værker har befordret anvendelsen af fløjten, der er meget uegal i det højeste register. Den har således ikke haft mulighed for at følge med forandringerne i kunstmusikken og er dermed blevet tvunget til at forlade 'det gode selskab' og leve videre i folkelig ubemærkethed, hvor den så de fleste steder er blevet fortrængt af andre og mere populære instrumenter.
Piben - eller enhåndsfløjten - er en blokfløjte-/flageolettype med tre fingerhuller. En snæver indre boring sikrer, at den er let at overblæse i registre op gennem overtonerækken. I den første oktav kan kun frembringes de fire første toner før overblæsning til anden oktav, men herfra er de tre huller nok til at kunne udfylde intervallerne mellem overblæsningerne og dermed spille en fuld skala med et omfang på mindst halvanden oktav. Der synes at have været tale om tre forskellige grundstørrelser med en tendens til at foretrække mellemstørrelsen. Nu har man i middelalderen næppe haft egentlige standardstørrelser for fløjterne, men at dømme efter størrelsesforholdene på langt de fleste afbildninger ser den almindeligste fløjte ud til at have haft grundtone et sted mellem a og f. På flere af de tidligste afbildninger forekommer også en fløjte, der synes klart mindre end denne, hvorimod der især mod slutningen af instrumentets blomstringsperiode tegner sig et billede af, at man specielt i de højere samfundslag har foretrukket en noget større fløjte, sandsynligvis med grundtone mellem e og c.
Ud over denne enhåndsfløjte består 'ensemblet' i sin standardudgave også af en tromme. Trommen har på begge sider skind, som er fastgjort med snore, der tillader en regulering af skindets spænding. I langt de fleste tilfælde er en snor spændt hen over det ene af skindene, hvorved der fremkommer en snerrende effekt ved hvert anslag. Indtil et stykke ind i det 15. århundrede er der altid tale om en flad tromme, hvor diameteren (8 - 14 tommer(?)) er større end dybden, men i løbet af det 15. århundrede og frem ses oftere en tendens til, at man har gjort trommen dybere end diameteren.  Og først på de allerseneste billeder fra det 16., 17. og 18. århundrede antager trommen nu og da de dimensioner, der kendes fra den provencalske tambourin eller den salmatinske tamboril.
Dette er altså standardudgaven af det populære enmandsensemble. Men der findes også undtagelser, der på smukkeste vis retfærdiggør den moderne musikers ønsker om klanglig forandring og innovation. På et gobelin fra ca. 1510 i Musée Royaux et d´Histoire i Bruxelles er vævet en adelig trio bestående af sanger, clavichord og en stor enhåndsfløjte. I Palazzo Publico i Sienna har Taddeo di Bartolo (1362 - 1422) malet en engel med pibe-og-triangel, og i Estuna Kirke i Sverige ses en musiker med enhåndsfløjte i den ene hånd og i den anden to benklappere (bones ) holdt på nøjagtig samme måde, som det endnu ses i irsk folkemusik. Med hensyn til levende musiktraditioner er det i den forbindelse interessant at vende blikket mod Gascogne og Bearn i Frankrig samt Aragonien i Spanien, hvor trommen er erstattet af en strengetromme. Dette instrument er en simpel boxzither, dvs. en resonanskasse monteret med et antal strenge, der stemmes i kvinter efter enhåndsfløjtens tonalitet og anslås af den samme musiker med en stik i akkompagnerende rytmemønstre på samme måde som en tromme. Et sådant instrument kendes også i middelalderen bl.a. under navnet Chorus og ses flere steder afbilledet i forbindelse med sang. Mig bekendt findes der ingen middelalderlige afbildninger af pipe-og-strengetromme, men på baggrund af de kendte traditioner og billederne af pibe-og-triangel og pibe-og-bones virker det næsten usandsynligt, at denne kombination ikke også har været forsøgt anvendt i middelalderen, blot i så begrænset omfang, at der ikke eksisterer ikonografiske og litterære beviser for denne påstand.
Endnu en middelalderlig instrumentkombination med enhåndsfløjte skal omtales; nemlig dobbeltpibe, hvilket vil sige to fløjter spillet af den samme musiker. Også dette er et i visse regioner hyppigt forekommende instrument. Howard Mayer Brown har f.eks. påvist en stor forekomst i det 14. århundredes Italien. Det kan ofte være svært at se, hvilke fløjter - eller måske rørbladsinstrumenter - der er tale om. På nogle afbildninger ser det ud, som om det blot er to små blokfløjter med det lille omfang de få huller tillader, men i andre tilfælde er der tydeligvis tale om to enhåndsfløjter. Dobbeltpiberne er også oftest afbilledet i en tid og på en måde, der gør det svært at definere deres indbyrdes størrelsesforhold på grund af den manglende perspektivering i billederne, men ud fra de afbildninger, der er tydeligst, synes der at tegne sig det billede, at i de fleste situationer var fløjterne af samme størrelse og med labiet placeret det samme sted, hvilket altså giver samme stemning, og kun undtagelsesvis var fløjterne forskelligt proportioneret. Præcis hvilken funktion disse dobbeltpiber har haft er på mange måder langt mere gådefuld end pipe-og-trommekombinationen, hvis indbyggede logik af melodi og rytme, i kombination med de levende og tilgængelige musikalske traditioner, viser en stor del af vejen frem (eller tilbage). Men uanset hvor tydelig eller obskur en tidlig musikalsk praksis i dag kan forekomme, har man altid den historiske kendsgerning at støtte sig til, at kreativ eksperimenteren, nysgerrighed og ønsket om - eller kravet til - innovation på et hvilket som helst tidspunkt i den vesterlandske historie har været den drivende kraft - også i den musikalske dagligdag. 
Dette gælder naturligvis også, når man i dag ser tilbage i et fremadrettet perspektiv.

Poul Høxbro, København 1999